HYGGELIGT FRITIDSHUS NÆR STRANDEN I VOLLERUP
Det er et rigtig fint fritidshus med et charmerende anneks, som vi nu har til salg på Myntevej 6. Sommerhuset er en Västkust-Stuga og har fået nyt køkken i 2019 samt nye vinduer i 2020. Det ligger i skønne omgivelser for enden af en blind vejr, blandt høje træer og grønt græs, der vokser langs grusvejen, og så kan I glæde jer til lyse rammer, I kan rykke ferierne og weekenderne ind i med det samme.
Vi starter i haven, som I kan nyde i fulde drag. Her kan I lytte til stilheden på træterrassen, der er sydvendt - I kan derfor godt finde parasollen og havemøblerne frem, for solskinstimer bliver der masser af. Den hyggelige have lægger op til gode aktiviteter med familien, hvor I kan grille snobrød over bål, dyrke forskellige spil, friske sig op ved den udendørs bruser eller opsætte et shelter på den 1.222 kvadratmeter store grund. Alt dette kan I gøre helt ugeneret, for haven er omkranset af træer og buske.
I haven finder I også et hyggeligt anneks opført i 1997 med plads til familie og venner og en lille træterrasse, de overnattende gæster kan træde ud på, når solen for længst er stået op. Og så hører der også to udhuse til, hvor haveredskaber og havemøbler kan stå i vinterhi.
Indenfor sænker ferie- og weekendstemningen sig. I stuen kan I tænde op for brændeovnen i de kolde måneder og lade flammerne varme jer, mens I hører dets knitren. I den mindre stue ved siden af kan I slappe af i lænestolen, finde bogen frem og nyde udsigten mod haven, hvor et rådyr af og til kan liste forbi. Badeværelset er i ægte, hyggelig sommerhusstil med træ på alle vægge, og værelset lægger op til en rolig nats søvn med vinduet på klem til naturens lyde.
For enden af Myntevej ligger jeres kommende fritidsbolig, og fra adressen finder I stranden ca. 400 meter væk. Her er der også fællesareal med borde, bænke, petanque bane samt fælles badebro. Om I har lyst til at bade eller fiske fra jeres egen robåd, som følger med huset, er naturligvis op til jer, for begge dele er mulige.
Vollerup Skov, der bare ligger fem minutter væk på gåben, er en af Danmarks smukkeste skove, og her kan I både overnatte i shelter, vandre og kigge efter rådyrene, og skal I handle til weekendens hyggestunder, ligger Dagli’Brugsen ti minutter væk i bil. I nogenlunde samme afstand finder I også Kalundborg med alt, hvad byen kan tilbyde.
Vi glæder os til at møde jer på en fremvisning.
Myntevej 6, 4400 Kalundborg
Boliglån
Få et boliglån på helt ned til 24 timer.