SOLGT! Historisk byhus med fantastisk gårdhave
Pas på med at booke en fremvisning her, hvis I blot er ude at “sondere boligterrænet", for I vil næsten med garanti falde pladask for charmen i dette byhus, der ligger så fint og stråler med sine smukke, solsikkegule ydermure på Nørregade 17.
Det er en lille stentrappe, der byder jer op til den hvide hoveddør, der snart kan blive den hyggelige port ind til jeres nye hjem, og når I træder ind i huset bygget i 1820, mærker I fluks den herlige stemning, der hersker i et ældre byhus som dette. Dette til trods for, at boligen er tidløs og selvfølgelig rummer alt, hvad et moderne hjem bør indeholde af hårde hvidevarer og komfort.
Fra entréen kan I enten vælge at tage trappen op til førstesalen, som rummer et soveværelse og et kontor, eller bevæge jer direkte ind i en kombineret stue og spisestue, som leder ind til resten af boligens rum. I finder et lyst køkken med spisekrog og køkkenø, samt et badeværelse og et bryggers, hvorfra I kan tilgå et disponibelt rum i husets udhus. Det er blevet isoleret og taget på baghuset er fra 2022 ogderfor kan du sagtens bruge det som hobby rum eller til diveres yslerier. Fra både køkken og bryggers kan I træde ud i hele husets herlighed; En gårdhave, hvor de smukke gule mure går igen og omkranser jer hele vejen rundt for at skabe det perfekte, private udemiljø, hvor I kan installere havesæt, plante krydderurter og tage en lur i bløde liggestole på en lun sommerdag.
Boligen ligger centralt i Assens og udgør en del af en farverig guirlande af rækkehuse, der snor sig ned ad gaden og ses flere steder i Assens’ hyggelige og historiske bykerne. Erhverver I jer nøglerne til boligen, får I endda nærhed til alt det, der får hverdagen til at glide, ligesom weekenderne får rig mulighed for at blive fyldt ud med hyggelige aktiviteter.
Både børnehave, skole og SFO ligger inden for en radius af blot 650 meter, og I finder flere supermarkeder i gåafstand fra hoveddøren. Assens Havn med sit leben og fine lystbåde finder I én kilometer væk, og I kan blandt byens mange tilbud blandt andet tage på udflugt til byens naturlegeplads, høre koncerter på spillestedet Tobaksgaarden lige om hjørnet eller svinge ketsjeren i den nærliggende tennisklub.
Vil I med på en fremvisning?
Nørregade 17, 5610 Assens
Boliglån
Få et boliglån på helt ned til 24 timer.