VELHOLDT FAMILIEBOLIG PÅ EN LUKKET VILLAVEJ I EN VELFUNGERENDE LANDSBY
Velkommen til dette stemningsfulde og energivenlige træhus i kvalitetsmaterialer med en rigtig skøn have, og med gåafstand til både de åbne marker og til vuggestue, børnehave og skole. Huset ligger på en lukket villavej i den lille hyggelige landsby Andst, ca. 18 km vest for Kolding og 7 km fra Vejen. Der er 10 minutters kørsel til motorvej E20.
Huset blev opført i 2005 og byder på 155 velisolerede kvadratmeter med lavt varmeforbrug, og en stor grund på hele 1556 kvadratmeter, som giver masser af muligheder og plads til både store og små aktiviteter. Måske skal der slappes af i hængekøjen, plukkes agurker i drivhuset, hoppes på den nedgravede trampolin eller måske skal familien inviteres til snobrød ved bålstedet. Der er dobbelt carport og et isoleret redskabsskur, der ligger i tilknytning til huset.
Indvendigt byder huset på bryggers, 5 værelser, 2 badeværelser, en hems og et leverum med stue og køkken i ét. Det store leverum er husets hjerte - Her når loftshøjden til kip, mens de store brede vinduespartier og to terrassedøre til øst og vest inviterer lys såvel som have ind. Leverummet har charmerende fritlagte bjælker, en stemningsskabende brændeovn og en stor fritstående køkkenø, som sætter rammen for hverdagslivet, den gode samtale eller middagen med vennerne.
Andst er kendetegnet af et rigt foreningsliv, en hal og et stadion, et børnecenter med vuggestue, børnehave, skole og SFO og et aktivt fællesskab, som senest har etableret en lille døgnåben købmandsbutik. Villaen fremstår i meget fin stand, er indflytningsklar og byder på en skøn ramme for det gode familieliv – i en tryg og levende landsby.
Vi glæder os til at byde jer på en fremvisning.
Boliglån
Få et boliglån på helt ned til 24 timer.