FLOT OG KLASSISK VILLA MED STOR GRUND VED STILLINGE STRAND
Den brede Stillinge Strand folder sig ud med fint, lyst sand og milde vande, mens den hyggelige kyst- og sommerhusby strækker sig langs kysten.
Her hersker den gode feriestemning året rundt, og I er noget så heldige, for lige nu kan I få fingrene i en flot og klassisk villa med en dejlig stor have til. Ja, når vi siger ‘dejlig stor have’, så mener vi den 2.558 kvm store grund, der åbner sig op bag om huset.
Allerførst kommer indkørslen, så den lukkede gårdhave, der vender i allerbedste retning - nemlig mod syd - og herefter kan I gå på opdagelse blandt træer, buske, terrassemiljøer, solpletter og udhuse, alt sammen pakket ind i blødt, blødt græs, mens den klassiske rødstensvilla troner så flot ud mod vejen.
‘Plads’ må siges at være et nøgleord, og det gælder også indenfor, hvor 209 etagemeter venter. De 127 af dem udgør boligarealet, der strækker sig over stueplan og førstesal, og dertil kommer et åbent loftsrum perfekt til bl.a. opbevaring samt kælderens seks disponible rum. Der er masser at gå i gang med, når I skal til at indrette jer, og I kan godt glæde jer, for her er så pænt. Huset emmer af klassisk charme, og den indbydende stil præsenterer sig med storsprossede vinduer, pæne gulve, fyldningsdøre og flotte gerigter. I stueplan glider stuen sammen med spisestuen og køkkenet, så I fortsat kan være sammen med venner og familie, når I lægger sidste hånd på maden i det lyse og veludstyrede køkken. Det er også herfra at I finder ud i den lukkede gårdhave, mens I får et toilet som det sidste inden turen går ovenpå: Her er der tre gode værelser, et badeværelse og et rummeligt walk-in.
Til slut inviterer vi til en tur ud i det sydvestsjællandske, for her er så skønt med langstrakte marker til den ene side og vandet til den anden. Det tager ikke meget mere end fem-ti minutter at gå til Min Købmand, iskiosken og stranden, og når børnene skal fragtes om morgenen, er det bare at tage turen gennem det grønne landskab til Kirke Stillinge, hvor I finder skole, SFO, daginstitution og flere indkøbsmuligheder. Endnu mere by får I et kvarter væk i Slagelse.
Vi glæder os til at møde jer på en fremvisning.
Stillingevej 73, 4200 Slagelse
Boliglån
Få et boliglån på helt ned til 24 timer.